Jeg støder desværre jævnligt på fejl i InDesign. Det kan næppe være anderledes med et så stort og komplekst program, og de fleste fejl bliver da også relativt hurtigt rettet igen. Sammen med kunde stødte jeg på et besynderligt problem med InDesigns tabel funktion. Når vi kopierede en tabel i samme dokument eller til et andet dokument, så forsvandt header cellen i tabellen. Når vi gjorde tekstfeltet, hvori tabellen befandt, sig større eller mindre kom cellen tilbage.
Det meste naturlige var at lede efter fejlen i de Cell Styles og Table Styles, vi havde oprettet i dokumentet, men lige lidt hjalp det. Omsider lykkedes det mig at finde fejlkilden. Fejlen ligger i en opdatering til InDesign CC 2017.1, men tilsyneladende er der ikke så mange, der er stødt på problemet endnu. Og efter lidt mere søgen på nettet, fandt jeg så løsningen på problemet. Adobe har udgivet en bugfix til programmet, og den går i alt sin enkelthed ud på, at downloade en lille fil og installere den i InDesigns installations mappe. Det afhjælper problemet.
Linket til rettelsen finder du her https://helpx.adobe.com/indesign/kb/troubleshoot-issues-indesign-cc-2017_1.html Løsningen vil også rette et par andre småfejl i CC 2017.1.
Som nævnt er fejl i InDesign (og andre Adobe programmer) desværre ikke sjældne. Heldigvis bliver de ret hurtig rettet, og det blev denne her da også, så snart brugerne begyndte at gøre Adobe opmærksom på fejlen. Du kan afhjælpe de fleste af disse problemer, ved at holde dine Adobe programmer opdateret.
Det gør du i Creative Cloud ved at klikke på opdatér knappen ud for det relevante program. På den måde kan du minimere risikoen for fejl i dit dokument.
Vidste du forøvrigt, at du kan indrapportere InDesign fejl til Adobe? Det gør du fra menupunktet Help og under punktet Submit Bug/Feature Request …, hvorefter den relevante side hos Adobe åbner sig. Her kan du forøvrigt også anmode Adobe om nye funktioner i InDesign, hvis du mangler en.