Open Type skrifter
Open Type skrifter?! Gab tænker du nok. Det lyder en anelse for nørdet til mig. Men vent nu lige et øjeblik. Det er faktisk ikke et spor nørdet, og hvis du er grafisk designer, så vil du elske det følgende. Og hvorfor så det, tænker du sikkert. Fordi det giver dig langt bedre kontrol over udseendet af dine skrifter end med en “standard” skrift i InDesign.
Men lad os lige ganske hurtig se på, hvad en Open Type skrift egentlig er. Tidligere var det ofte et problem at flytte dokumenter mellem en Mac og Pc. Skrifterne var ikke de samme, og selv hvis man valgte skrifter med samme navn, så lignede de ikke nødvendigvis hinanden 100%, med det resultat at teksten brød om. Det kan man undgå med Open Type skrifter, da de er kompatible med både PC og Mac platformen. En anden smart ting ved Open Type skrifter, er, at de kan indeholde omkring 64.000 tegn. Dvs. at vi har adgang til en lang række specielle tegn. Det kan være pile, russiske skrifttegn m.m., eller som vi vil se på i eksemplet herunder – smarte designede skrifter.
Open Type skrifter virker som så ligesom alle andre skrifter. Vi finder skriften under i skriftmenuen i InDesign og vælger den ønskede. Her under er Open Type skriften Bickham Script Pro brugt til at skrive “Modeshow 2009”.

Ganske flot, men lidt ordinær. Men nu begynder det til gengæld at blive smart. For under Bickham Script Pro ligger der nemlig mange flere muligheder for at variere tegnene. Dem får vi adgang til med Glyph menuen (Type > Glyphs).
I Glyphs får vi oversigten over den valgte skrift – her Bickham Script Pro. Hvis vi vil bruge et bestemt tegn er det bare at dobbeltklikke på skriften, og den hopper ind hvor vores tekstmarkør er placéret.
Ved nogle af skrifterne er det også en lille pil, og det betyder, at der ligger flere varianter af tegnet. Her kan vi se at under M ligger der to varianter mere. Og så er det simpelthen bare at markére det tegn, man vil have skiftet ud, og vælge det nye fra menuen (uden at dobbeltklikke, hvis du har markéret et tegn i en tekst).

Herunder er M, s og 9 tallet skiftet ud med andre tegn, og … vupti … fra ordinært til ekstraordinært på 2 minutter!

Det skal dog siges, at det er langt fra alle skrifter der har disse muligheder, men en del har, så det er bare at lede efter dem. Eksemplet her blev lavet i InDesign, men du kan gøre nøjagtigt det samme i Illustrator